Postet & Arkiveret under Ikke kategoriseret.

Novo Nordisk vil ikke producere den næste generation af vægttabsmedicin i København, men derimod i Boston! Sådan lød det i DR-programmet Mød Partierne i mandags fra Dansk Folkepartis spidskandidat, Anders Vistisen.

Men Novo Nordisk afviser påstanden. Novo Nordisk har ikke planer om at flytte produktion ud af Danmark, oplyser virksomheden til TjekDet

Da Anders Vistisen, spidskandidat for Dansk Folkeparti til europaparlamentsvalget, i mandags var gæst i DR-programmet Mød Partierne, kom han med en melding om medicinalgiganten Novo Nordisk, der formentlig vil få store konsekvenser for Danmarks økonomi.

“Novo siger, at fordi de har dårligere patentbeskyttelse på medicin i EU end i USA, så skal den næste generation af fedmemedicin ikke produceres her i København, den skal produceres i Boston i USA.”

Medicinalindustrien bærer et stort ansvar for, at Danmarks BNP voksede i 2023. Tal fra Danmarks Statistik viste tilbage i februar, at dansk økonomi havde været i en lille recession, hvis man trækker medicinalindustrien ud af ligningen. Og med en omsætning på 232 milliarder kroner i 2023 bærer Novo Nordisk det tungeste læs i medicinalbranchen.

Deres vægttabsmedicin Wegovy står for en stor del af omsætningen, så det kunne give anledning til dystre miner, hvis det er rigtigt, at den næste generation af det populære vægttabsmiddel ikke skal produceres i Danmark.

Men det er ikke rigtigt. Over for TjekDet afviser Novo Nordisk nemlig Anders Vistisens påstand.

“Det er ikke korrekt, at den næste generation af lægemidler til behandling af svær overvægt skal produceres i Boston,” lyder det i en mail fra Novo Nordisks presseafdeling til TjekDet.

Udvikler ny medicin i Boston
Novo Nordisk har rigtigt nok stort fokus på Boston i deres forskning og udvikling af nye lægemidler, og i marts 2023 annoncerede medicinalvirksomheden, at de ville udvide tilstedeværelsen i Boston-området.

“USA generelt, og Boston i særdeleshed, har rigtigt gode rammevilkår for vores industri. Derfor har Boston udviklet sig til et globalt knudepunkt for biotek- og farmaindustrien. Det giver god mening for os at øge vores tilstedeværelse i dette miljø, hvor vi også indgår mange af vores partnerskaber,” forklarer Novo Nordisks presseafdeling i deres mail til TjekDet.

Men ifølge Novo Nordisk går Anders Vistisen galt i byen, når han snakker om Boston i produktionssammenhæng. Her spiller lige netop den by ikke nogen rolle.

“Vi har et globalt produktionssetup med strategiske faciliteter flere forskellige steder i verden til de senere produktionsstadier, mens de aktive farmaceutiske ingredienser til vores lægemidler på nuværende tidspunkt produceres i Kalundborg og i USA. De senere stadier såsom påfyldning og pakning kan foregå ved forskellige andre fabrikker verden over,” skriver Novo Nordisk til TjekDet.

Og intet af det er der planer om at ændre på, understreger de.

Novo Nordisk tilføjer, at de udover produktionen af lægemiddelstoffet i Kalundborg også har produktionsfaciliteter andre steder i Danmark, blandt andre Hillerød. Ifølge Novo Nordisk har de ingen planer om at neddrosle produktionen i Danmark, snarere tværtimod.

“Vi har annonceret markante investeringer i vores danske produktionsfaciliteter i de senere år. Blandt andet annoncerede vi sidste år en ny investering på 42 mia. kroner i Kalundborg og en på 16 mia. i Hillerød.”

Tilbage til nyhedsoversigten